DET ER ALDRIG FOR SENT…
Nytårsaften fik jeg denne dejlige hilsen fra en tidligere coachee:
Kære Stig,
Jeg vil lige benytte chancen til at sige tak for skubbet! De penge og den tid, jeg investerede hos dig, har været det hele værd.
Hvad er så Anna’s historie – for den minder om rigtig mange andres…
Læs hende egen beretning:
“Jeg var på et af Stigs kurser: Bliv den bedste udgave af dig selv. På kurset præsenterede han nye måder at tænke på og han punkterede de fleste argumenter/undskyldninger, der kom fra os i salen. Jeg tænkte: “Ham må jeg gå til en dag.” En dag, fordi det så var min “undskyldning” for ikke at forholde mig til mig selv lige nu.
Ca. halvandet år efter aftalte jeg en tid. Nu var det nu! Jeg har altid været god til at argumentere. Jeg kunne overbevise mig selv og mange andre. Jeg påtog mig ofte offerrollen. Det var mine forældres skyld, at jeg havde et dårligt selvværd. Det var den håbløse narcissists skyld (som jeg havde forelsket mig i), at jeg gav slip på mine værdier og helt glemte mig selv og mine nærmeste. Det var den dårlige arbejdsplads med den dårlige ledelse, der nær knækkede mig osv. osv. Den købte Stig ikke… Jo, der er omstændigheder, som kan være udfordrende og ubehagelige, men hvordan og hvor meget de får lov til at fylde, det er op til den enkelte (mig). Efterhånden havde jeg udviklet en form for angst. Hvad nu hvis?! Hvad nu hvis jeg igen får en ubehagelig leder? Hvad nu hvis jeg bare er typen, der svigter mine nærmeste? Hvad nu, hvis DET HELE går galt?!
Hvor ofte bekymrer du dig, spurgte Stig. Han bad mig om at sætte timeantal på. Det blev til skræmmende mange timer. Kan det, at du bekymrer dig, ændre på/forhindre at noget vil ske? Øh nej… Det kunne det jo ikke. Hvorfor ikke bruge tiden på at tænke på alt det du gerne vil? Jeg fik nogle simple, men effektive værktøjer til at komme ud af bekymringsspiralen. Det fik mig til at kunne se det hele mere oppefra. Jeg kunne grine lidt af mig selv, hvilket var befriende. Jeg var ikke et offer. Det har jeg aldrig været, men jeg har brugt det som en undskyldning for ikke at tage ansvar. Da Stig helt konsekvent lukkede ned for mit offerforsvar, blev jeg kortvarigt ramt af en form for “udviklingsangst”. Havde jeg overhovedet lyst til at forholde mig til, at jeg faktisk selv havde ret meget magt og indflydelse på, hvad jeg oplevede og gik igennem? Pludselig dukkede tidligere konflikter fra mit liv op i min hukommelse, men denne gang så jeg på dem med nye øjne – det var ikke altid til min fordel, men jeg følte mig alligevel stærkere, for nu havde jeg rykket mig. Jeg følte mig aldrig alene undervejs.
Stig har en evne til at skubbe en til kanten, men aldrig udover. Jeg har kæmpet en kamp for at få Stig til at se, at jeg VAR offer for flere omstændigheder. Stig sad altid bare roligt og kiggede på mig på en måde, så jeg selv tænkte: “den holder vist ikke i retten.” Han stillede nogle enkle afklarende spørgsmål til min fortælling, som gjorde at jeg altid selv fandt løsningen på min udfordring.
Takket være Stig, har jeg sluppet en tung tung byrde af skyld og skam. Jeg har fået et nyt og mere positivt syn på min familie, bekendte og mig selv. Sidste gang jeg var hos Stig, kom jeg til at holde i en bilkø på vejen hjem. Der slog det mig, at jeg faktisk godt vidste, HVAD jeg skulle gøre. Jeg skulle bare igang med at GØRE det. Ikke mere snak og ikke flere argumenter (fra min side) om, HVORFOR jeg IKKE gjorde det!
Jeg har kastet mig ud i livet, som hende der tager ansvar for sig selv. Og DET føles ret godt!”
Det er ALDRIG for sent at komme videre…!
Det hele begynder med, at stoppe med at klynke, og starte med at kæmpe – ingen vinder ved alene at pive og have selvmedlidenhed…
Velkommen til januar 2017 – og et STORT tak til dig, Anna – og ikke mindst et tillykke med dit nye liv…!!!
//Stig 