Forud for dette, havde han ringet til mig og bedt om jeg kunne finde tid til ham – det var ikke arbejdsmæssigt, men rent privat.

“Jeg har kendt min kone i 30 år – jeg elsker hende meget højt og vi har 2 skønne børn sammen, sagde han.
For 1,5 år siden gik det op for mig, at hun havde udviklet et endog meget tæt forhold til en mandlig kollega. De var godt nok kun “venner” sagde min kone – men indrømmede at hun faktisk havde mødtes med ham efter arbejde – og det var blevet til et kys i en bil. Jeg kunne se at hun likede alle hendes opslag på Facebook – og det blev for meget for mig – jeg bad hende slette ham som ven. Det gjorde hun, men efter kort tid sagde hun til mig, at hun ikke kunne undvære hans venskab ( selvom de ses hver eneste dag på jobbet), og tilføjede ham som ven igen…”

“hvordan havde du det med det, spurgte jeg.

“Skidt – meget skidt, men så den dag jeg ringede til dig (Stig), var hun netop kommet hjem og sagde at hun ikke kunne med mig længere – jeg gav hende ikke nok opmærksomhed – interesserede mig ikke for hende, og hun havde behov for den opmærksomhed som hende “ven” gav hende. Jeg havde glemt vores kærlighed – ladet den sive ud stille og roligt. Hun ville have en tænkepause og i den periode bo hos vennen – altså blot på hans gæsteværelse…

“ok – og tror du så på hende?”

“Ja – og nu vil jeg gerne have du laver mig om, så jeg bliver som hun gerne vil have….”

“Der må jeg skuffe dig, svarede jeg – og er du overhovedet sikker på, at selvom du ændrede dig og din adfærd, så ville din kone have dig? Og ville du så have hende tilbage?”

Dér kom tårene…!

Han ville jo ikke lave sig om – og det tror jeg heller ikke man skal. Man skal finde en der elsker og acceptere een som man er – ikke som den de gerne vil have man skal være…
Den tænkte han over – og så arbejdede vi med at give ham robusthed til at kunne holde fast i sig selv.

“Tro mig, sagde jeg til ham – alt bliver godt til slut – er det ikke godt, er det fordi det ikke er slut”

Da vi mødtes den efterfølgende gang, fortalte han at han havde taget snakken med sin kone – at han ikke kunne accepterer hendes valg, og derfor ikke ville være med længere. Samme aften blev de skilt – og hun flyttede ud til vennen – der nu tydeligvis var mere end blot en “ven” ( og måske havde været det længe – hvem ved).

“En dag vil du se tilbage på dette og forstå hvorfor det gik som det gik, sagde jeg til ham.

I sidste uge skrev han, at han havde været på date – og er på vej tilbage på toppen…nu kan han se meningen med det….

Man skal søge kompromiser – finde veje sammen – elske og ære – være hinandens støtte, men man skal ikke være til grin…!

En dag – en skønne, dag også selvom den ligger lidt ude i fremtiden, så giver det hele mening…

//Stig